Symaskiner

I 1986 brugte jeg en god del af min børneopsparing på den mest avancerede Husqvarna symaskine, der var på markedet dengang. Jeg var SÅ glad for den, for efter jeg var flyttet hjemmefra, havde jeg savnet at have en symaskine ved hånden.

Jeg brugte min Husqvarna meget de første år, for den var fantastisk! Den kunne sy baglæns, sy knaphuller, havde lynlåstrykfod, digitale programvalg og den kunne sy flere mønstre, end nogen kunne ønske sig. Men mest af alt kunne den sy sine lige og zigzaggede sting til UG med kryds og slange.

Min Husqvarna overlevede mange flytninger, men tiden løb fra mig og efterhånden stod den mest på loftet og samlede støv. En dag, der var brug for den, ville min Husqvarna ikke sy. Det var dyrere at få nogen til at vurdere, om den kunne repareres end at købe en ny, så med mit efterhånden meget begrænsede symaskine-forbrug og en søster med en symaskine, var tiden nu kommet til at lære at leve uden symaskine. Det gik fint et par år, men i 2015 døde min svigermor og efterlod sig, blandt meget andet, en Bernina 600, og en dag stod der igen en symaskine i min stue.bernina-600_2016

Bernina 600 blev produceret i starten af tresserne, men selv med mere end halvtreds år på bagen syr min svigermors Bernina 600 perfekte lige og zigzaggede sting med en sprød, mekanisk lyd og stilsikker, schweizisk præcision.

Det sker, at min svigermors Bernina 600 har brug for en hjælpende hånd for at komme i gang, men det er der jo så mange af os over 50, der har. Så nu syr jeg igen. Ikke meget, ikke noget avanceret, men når noget skal sys, har jeg en symaskine ved hånden.

At sy på min svigermors Bernina 600 er hyggeligt, trygt og rart, selvom maskinen også får mig til at savne. Mest savner jeg selvfølgelig min svigermor, årgang 1930, men jeg savner også min Husqvarna, årgang 1986. Lidt, i hvert fald. En symaskine kan erstattes, det kan en kærlig svigermor desværre ikke.

Posted in Livet | Leave a comment