Dejlige ord

Der findes så mange dejlige ord, man næsten ikke bruger mere. Ord, som kilder på tungen og får de små hår i nakken til at sitre. Måske er det ikke de samme ord, der får denne kildren frem i alle, men for mig er det ord som evindelig, kærligheds-asyl, krybbestrå, strålekrans og himmelporte. Og ja, du har gættet rigtig, vi er i salme-genren.

Om det er den stemning, der omgav salmesangen som barn – mørke morgener i skolen og en lærer, der fik lyset og energien frem i sin søvnige flok ved at starte dagen med at få dem til at synge Nu titte til hinanden og Lysets engel går med glans og min mor og far, der slukkede for fjernsynet, tændte adventskransen og kaldte børnene til salme-samling hver aften i december – der får mine sanser til at opføre sig en kat der labber fløde, når jeg hører de gamle salmedigteres ord ved jeg ikke … men der ER altså noget over sproget i de gamle danske salmer.

De kunne noget med sproget – Grundtvig, Ingemann, Brorson … og såmænd også gamle HC, der dog ikke har salmeproduktion i samme volume bag sig, som de tre andre. Til gengæld har han jo skrevet så meget andet vidunderligt.

Måske Brorson er den, der kan jonglere mest spidsfindigt med ordene, men det er måske bare, fordi han skrev sine salmer i 1770-tallet, mere end 100 år før Ingemann og Grundtvig, der huserede omkring midten af det 19. århundrede. Og sproget udviklede sig jo også dengang. Til gengæld kan Ingemann og Grundtvig så det der med at sende hjertet op i halsen og få rørthedens varme tårer til at trille.

Det er næsten umuligt at vælge, men her er et lille udpluk af noget af det, der kan få min øregang til at smelte og mit hjerte til at svulme:

Lysets engel går med glans gennem himmelporte;
For Guds engels strålekrans flygter alle nattens skygger sorte.

(Ingemann, 1837)

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!

(Brorson, 1732 – Den yndigste rose er funden)

Hvi lod du ej udspænde en himmel til dit telt,
og stjernefakler brænde, du store himmelhelt?
Hvi lod sig ej til syne en mægtig englevagt,
som dig i silkedyne så prægtig burde lagt?

(Brorson, 1732 – Mit hjerte altid vanker)

Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden;
(Grundtvig, 1837 – Hil dig, frelser og forsoner)

Ryste mer ej noget knæ, ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ, glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!

(Grundtvig, 1837 – Blomstre som en rosengård)

FacebookTwitterGoogle+Del
This entry was posted in Ord and tagged dejlige ord, salmer, sangskat. Bookmark the permalink.

Skriv et svar