Elefanter II

Det er ikke kun, fordi jeg har været doven og arbejdsramt, jeg har været sådan en snøbel med at få skrevet nyt indlæg. Det er også fordi jeg er så vild med mine elefant-billeder, at jeg ikke har kunnet få mig selv til at fjerne dem fra forsiden.

Nu handler min hjemmeside jo ikke kun om elefanter (hvad den i grunden handler om, er et temmelig åbent spørgsmål, der måske mest kan besvares med "Alt"), men løsningen må være endnu et indlæg om elefanter. Billederne er stadig fra vores tur til Elephant Nature Park nord for Chiang Mai i Nord-Thailand. Eller Æijfant Nature Park, som nogle af thaierne sagde, L er åbenbart ikke en lyd, der falder indfødte thai-talende naturligt.

Så er det jo godt, at elefant hedder Chang på thai. Chang er også navnet på en thailandsk øl, men det skal man ikke lade sig forvirre af. Det er trods alt de færreste steder, man kan købe både elefanter og øl. Man kan ellers lige se det for sig, ikke? Man er i go’ gang med at træne sine thai-fraser og bestiller med stor overbevisning og supplerende armbevægelser en Chang: Een af de store, tak. Og så kommer den venlige tjener trækkende med en elefant. Alt for kunderne.

Men tilbage til elefanterne: Er de ikke bare fantastiske, disse kæmpe-store dyr?

Elefant (set bagfra), der holder en pind i snablen, som den klør sig på maven med

De er på ingen måde småt kørende, elefanter. For hvad gør man, hvis maven klør, og man ingen klør fem har? Så finder man da bare en pind til at klø sig på maven med.

To elefantunger i en mudderpøl, der puffer til hinanden

Er de ikke bare søde, elefantbørnene? De her er, så vidt jeg husker, 4-5 år gamle og de hyggede sig helt gevaldigt med at lege med mudder og vand. Akkurat som mennesker på 4-5-år kunne finde på.

To elefanter, der støder panderne hårdt sammen

Og præcis som menneske-mødre og tanter gør, kommer elefantmødre og tanter også styrtende for at smide frække teenage-unger væk, når de driller de små.

Elefanter gør det med lidt mere eftertryk end mennesker, måske, men har I nogensinde set en mor, der forsvarer sit lille pus mod en fræk skoledreng? Det er kun social overvågning, der forhindrer hende i at pande drønnerten en lige højre.

Når man ingen lige højre har til at pande nogen noget med, må man nøjes med at give skurken en panderyster, der må kunne mærkes. Selv hos en halvstor, tykpandet elefant-unge.

FacebookTwitterGoogle+Del
This entry was posted in Rejse and tagged elefant, thailand. Bookmark the permalink.

Skriv et svar