Trafiklys

Jeg har været i Berlin for første gang. Sådan rigtigt, altså. Jeg har godt nok set en banegård engang og motorvejen rundt om og forbi har jeg også prøvet. Men det er første gang, jeg har været i Berlin. Der var masser at se på i Berlin og masser af tanker at tænke, når man prøvede at forestille sig, hvordan livet var, dengang Berlin – og Tyskland – var skåret over af en mur. Det føles unægteligt som en mangel ikke at have oplevet Berlin som en delt by, men jeg har aldrig været tiltrukket af Berlin.

Måske på grund af en tur til Polen i 1975. Jeg var 10 år og på biltur til Krakow for at besøge en af mine fars gamle bekendte. Om det var fordi min søster sagde, at hvis jeg ikke opførte mig ordentligt på turen gennem DDR, så ville de svært bevæbnede grænsevagter skyde mig på stedet, eller om det var den generelt anspændte stemning bag jerntæppet ved jeg ikke, men jeg sultestrejkede i 10 dage i Polen og har siden ikke kunne spore den mindste lyst til at besøge Østeuropa. I hvert fald ikke før muren og jerntæppet faldt fra hinanden. 

Nu er der heldigvis fri adgang til det hele, og der er ikke så meget som en ubevæbnet paskontrollør at få øje på, når man drager fra Danmark til Berlin for at opleve de brede boulevarder, FjernsynstårnetBrandenburger Tor,  Gedächtniskirche og alt det andet.

Trafiklys for fodgængere i Berlin - de små Ampelmänchen er både kære og iøjnefaldende

I Berlin er der to forskellige fodgænger-figurer i trafiklysene: Den almindelige mand med armene ned langs siden, og så de søde, østtyske Ampelmännchen.

Ampelmännchen stammer fra DDR og er sådan en slags ostalgisk kult. Så meget, at der ikke kun er Ampelmännchen i det, der tidligere var Østberlin, man møder ham også her på hjørnet af Kleiststrasse og Bayreuther Strasse og mange andre steder i det tidligere Vestberlin.

Sådan et par dage i Berlin går alt for hurtigt, inden vi fik set os om var vi på vej til Jylland, blandt andet for at besøge Fredericia, hvor jeg trådte de fleste af mine barnesko. Vejskilt med Fredericiastrasse og Königin Elisabeth Strasse. BerlinOg hvad ser man så, på vej ud af Berlin? Ja selvom tyskerne fik tæv i Fredericia i 1849, så er berlinerne ikke for fine til at have en Fredericiastrasse. Så er det da lige før, man får hjemve!

Velankommet til Fredericia kan man så konstatere, at her har de også kigget i glaskuglen og set, at det gælder om at skille sig ud, hvor man kan. Og hvad er så mere nærliggende end at bruge Fredericias "nationalsymbol", Landsoldaten, som ham der henholdsvis står og går?

Trafiklysene i Fredericia med en landsoldat i stedet for de velkendte tændstikmænd

Er der rødt, så betyder det vente. Er der grønt, så betyder det gå. Selvom nogen spør’ hvad du venter på. 

Hvor er det en sød tanke med noget kønt at kigge på, mens man venter. Det kan sandelig også være tiltrængt.

Kedeligt hjørne i Fredericia med trafiklys med landsoldat

FacebookTwitterGoogle+Del
This entry was posted in Kultur, Rejse and tagged ampelmänchen, berlin, trafiklys. Bookmark the permalink.

Skriv et svar