Julelyd

En tegnet, hvid engel på blå baggrundJulen er så fuld af dejlige ord: Mandtal. Pilgrimsgang. Mangfoldig. Trøsteord. Englesang. Paradisgrønt. Underfuld. Stjernetæppe. Lyden af jul og af barndom.

Vi sang, som alle andre, julesalmer i skolen i december, vi skulle jo lære dem. Men det var som om, hverken ord eller melodier helt passede til en flok vintersøvnige skolebørn på grå linoleumsgulve. Salmerne passede langt bedre til de mørke decemberaftener omkring adventskransen hjemme hos mine forældre.

Første søndag i advent slukkede vi de elektriske lys, tændte eet lys i adventskransen og bød kirkeåret velkommen med Vær velkommen Herrens år. Jo tættere vi kom på jul, jo mere julede blev salmerne om adventskransen: Den yndigste rose er funden, Blomstre som en rosengård og Kimer i klokker. Det var topmålet af hygge at sidde sammen i stearinlysenes skær og synge. 

De rigtige julesalmer, sådan nogle som Glade jul, Hjerte, løft din glædes vinger, Det kimer nu, Dejlig er den himmel blå og Julen har englelyd, dem gemte mine forældre til juleaften og juledagene. De salmer er, om noget, lyden af jul.

Salmerne er så fulde af billeder, at en illustration i grunden er unødvendig. Men min søde kusine, Birgit Vrangbæk Christiansen, har kreeret en juleengel, der passer perfekt til lyden af jul. Jeg tror, hun hørte julesalmer, mens hun tegnede …

FacebookTwitterGoogle+Del
This entry was posted in Kultur, Ord and tagged engel, jul, julelyd, julesalmer. Bookmark the permalink.

Skriv et svar