Gjemm-Ævvel

Kopi af en meget slidt udgave af Anton Berntsens bog Gjemm-ÆvvelJeg elsker Anton Berntsens digte. Måske fordi min nyligt afdøde far jævnligt reciterede dem, både til hverdag og ved mere festlige lejligheder.

Anton Berntsen blev født i 1873 på Assendrup mark i Engum sogn, der ligger sådan cirka midtvejs mellem Vejle og Hedensted. Han digtede på østjysk, på præcis den dialekt, der blev talt i min fars barndomshjem i Gammelsole – for i fugleflugtslinje er der ikke meget mere end fem kilometer mellem Gammelsole og Assendrup. At se sin barndoms dialekt på skrift, sirligt og omhyggeligt transskriberet fra talesprog, er nok en af grundene til, at min far holdt så meget af Anton Berntsens digtning.

Jeg nåede desværre ikke at møde mine bedsteforældre på min fars side, og min far var for længst holdt op med at tale dialekt, da jeg blev født – så det eneste sådan rigtig ærke-østjyske, jeg har hørt i mit liv, var når min far reciterede Anton Berntsen. Det digt, min far reciterede mest og som jeg derfor kender bedst, er Æ Båen drømmer. Et vidunderligt digt, som starter blidt hverdagsagtigt, ja næsten uskyldigt, men ender med en smuk omskrivning af en mands møde med døden. Et skoleeksempel på Anton Berntsens digtning. Så smukt og rørende, at jeg reciterede det i talen ved min fars begravelse.

Berntsen kunne virkelig noget med sprog og rytme, hans digte flyder let af sted. Hans digte og noveller er skrevet med en skøn, underfundig humor, men også med både dybde og hjerte. Og så havde han en helt unik indsigt i den østjyske folkesjæl: Han kunne se det komiske og pudsige i mangt en hverdags-situation og beskriver det hele, så man næsten synes, man er der selv. Hvis man altså forstår, hvad han skriver. Det er ikke helt let, prøv selv at læse titeldigtet fra digtsamlingen Gjemm-Ævvel (1922):

     En diel å æ Ævvel blæjst nie i e Haww
te Glee få no Bøen, dæ fæk undt i dje Maww.

     En Diel sad å skinnet så runnd å så røø,
     men demm lo æ Worm å æ Gindinger* øø.

     Dæ bløw kuns så fo, dæ wa tjenle å gjemm,
– no kommer et an o, om miin er a demm!

Var det svært? Prøv at læse ordene højt for dig selv, så går det måske bedre med forståelsen. Og rytmen – den fornemmer man også bedst, når man læser højt.

Kopi af Kamma Warmings bog om Anton Berntsen

Selvom Gjemm-Ævvel bare er et lille kort digt, så fornemmer man tydeligt Berntsens lidt underspillede fortælletone, hans rytmesans og hans evne til at ophøje selv bittesmå hverdagsting til at være værd at digte om.

Anton Berntsen var uddannet tømrer og brugte sine færdigheder til at bygge musikinstrumenter. Han spillede også selv og satte melodi til flere af sine egne digte. Blandt andet til Mi Nååbo, Pe Sme, som optræder i Højskolesangbogen.

Mere om Anton Berntsen i Anton Berntsen, Liv og digtning af Kamma Varming.

 

*Ginding: Gedehams

FacebookTwitterGoogle+Del
This entry was posted in Kultur, Læseri and tagged Anton Berntsen, Dialekt, Digte, Østjysk. Bookmark the permalink.

4 Responses to Gjemm-Ævvel

  1. Poul høllund Jensen. says:

    Jeg er ved at rydde op og sidder med bogstavelig talt alle Anton berntsens bøger arvet efter min far der drog landet rundt og læste højt af dem til sine møder for blå kors. Som du elsker jeg Anton berntsen. Bøgerne er lasede som på billedet i din blog. Men teksterne er fine nok. Det er omslagene der er miserable. Jeg ville nødigt bøgerne skulle gå til spilde. Kender du nogen der ville værdsætte dem . Evt komme forbi ved lejlighed?

    Venlig hilsen
    Poul høllund.
    Klarup.

  2. Andreas Hens says:

    Anton Berntsen er blandt mine ældste erindringer – den første er nok Jens Madsen å Ann-Sofi. Hvis du giver en postadresse, kan jeg måske kvittere med lidt lyd – næ, ikke Berntsen, men af én, der havde ham i levende erindring fra Vejle og sang hans tekster til A.Riis-Magnussens toner til ind i firserne.

  3. Ellen says:

    Tak for din kommentar, Casper. Det lyder som om du ved meget mere om jysk end jeg … Jeg burde måske have interesseret mig mere for detaljerne omkring hans passion for Anton Berntsen, mens min far stadig levede, for han var meget interesseret i dialekter.
    Da jeg reciterede "Æ Båen drømmer" ved min fars begravelse, undskyldte jeg på forhånd mit jyske. Kamma Varming var med til begravelsen og sagde bagefter, at Anton Berntsens datter på et tidspunkt havde fortalt hende, at Anton Berntsen ofte havde sagt (noget i retning af) at "enhver må recitere mine digte på det jysk, de nu kan – når bare de respekterer rytme og betoning i den måde, de er skrevet på."

  4. Casper says:

    Det var dejligt at vide at andre også sætter pris på Anton Berntsens digte. Jeg kommer fra Thy og har samme oplevelse af at det er modersmålet på skrift. Jeg synes nu ikke det er typisk østjysk, for i Sydøstjylland – op til Horsens fjord – taler man jo ganske vist en slags østjysk, men med artiklen foran navneordet, så grammatikken er klart vestjysk. Det er en stor opdagelse når man læser jysk fra andre egne og opdager at det faktisk er ét dialektområde, trods de små forskelle. I Nordvestjylland kender vi ikke ordet ginding (hveps), og bøen = bar, skinnet = skjænne(t), æwler = æbler, men ellers er det faktisk det samme. Så for mig er Anton Berntsen en jysk digter, ligesom Blicher, Jeppe Aakjær m.fl. Jeg synes også emnevalg og tone er typisk jysk. Tænk hvis man kunne have oplevet Anton Berntsen fremføre sine egne digte med musik!

Skriv et svar