Ord der blev væk

Den 1. juli 2011 vågnede jeg på en intensiv afdeling uden ret meget sprog. Ordene var væk, jeg forstod kun lidt og kunne sige endnu mindre. Nogle måneder efter udskrivning fik derfor bevilget et genoptrænings-forløb på Center for Hjerneskade. Da jeg var ramt sprogligt og kognitivt, fik jeg sprogtræning hos en lopgopæd og noget kognitiv træning.

Under forløbet i foråret 2012 var jeg mildt sagt nedtrykt. Jeg kunne meget mere end de første måneder efter ulykken, men en meget kort karriere som gymnasielærer havde vist, at der var mange, mange ting, jeg ikke kunne mere. Og måske aldrig kommer til at kunne igen. Det var og er frustrerende. Sørgeligt. Ubegribeligt. På sin egen sære måde var det også ydmygende, jeg følte mig slået ud, nedgjort og ydmyget. Nærmest tilintetgjort.

Før forløbet på Center for Hjerneskade havde en lokal logopæd erklæret, at jeg var “for god til logopædisk behandling”. Det burde jeg have værdsat, men jeg følte mig jo bare så frustrerende svækket sprogligt. Derfor var det rigtig, rigtig dejligt, at logopæden på Center for Hjerneskade både kunne og ville udfordre mig på det sproglige niveau, jeg havde dengang, for at hjælpe mig med at genetablere mit sproglige niveau før ulykken.

Logopæden på Center for Hjerneskade fik mig til at skrive. Det tog SÅ lang tid, så jeg skrev kun korte tekster. Jeg ledte efter ordene og rettede og rettede og rettede. Det tog en krig at få skrevet en halv side og jeg tudede af raseri og desperation over de dårlige resultater. Alligevel blev jeg ved. Og ved. Og ved.

Under oprydning på min computer faldt jeg i dag over en tekst fra dengang og kom til at tænke på ham, jeg skrev om. Vi nåede aldrig at kunne tale sammen med ord, men mødet med ham berørte mig dybt. Jeg har ingen bevidst erindring om de 3 uger, hvor jeg havde allermindst sprog, men der var noget i hans blik, hans mimik, hans kropsholdning, der ligesom genstartede følelser fra de første dage efter min opvågning. Den brændende frustration over ord, der er væk. Man ved, de er der, men de er umulige at finde frem og hjernen er bare tung og besværlig og det eneste man har lyst til, er at forsvinde. Blive væk.

Nu deler jeg teksten, og selvom det kribler i fingrene, har jeg ikke redigeret ét ord fra de blev skrevet den 28. marts 2012. Følelserne er der og de får lov at stå præcis, som jeg formåede et beskrive dem dengang, jeg stadig selv var helt fuld af dem. Jeg bliver stadig frustrereret over de spor af afasi, jeg nok altid vil have, men jeg har besluttet, at jeg både bliver ved med at skrive og bliver ved med at tro på, jeg kan blive bedre. Det kan altid blive bedre.

Han henter sin kaffe i automaten. Kaffen. Den, der giver hans hjerne vinger. Den, der gør ham stærk. Han går lidt forsigtigt med den varme kaffe. Mod hende. Hun sidder der, i sofaen. Optaget af sig selv sidder hun der og ser fredfyldt ud. Han burde vel lade hende være, man skal ikke forstyrre de fredfyldte, men han ved, hun forstår alting og der er ingenting bedre end forståelse. Det skulle da være kærlighed, måske, men forståelse og accept og bekræftelse af, at han ikke er den eneste og at det altid kan blive bedre, er det næstbedste. Når nogen forstår, at han hverken er debil eller lam, indeni er han det, han altid har været, det er bare udenpå, der er uorden, så bliver han glad. Bare lidt. Alle de ord, der er druknet derinde, det er ikke ham, ikke rigtigt. Han ved, de er der et sted, ordene, de har bare glemt vejen ud af hans mund. Men han … han er der stadig. Derinde. 

Hun forstår ham. Han kan se det. Hans tavshed, hans krumbøjede måde at gå på, hans frustration over alt det, der forsvandt. Uden varsel, som en blitz ud af ingenting kom den, den blitz der ville tage hans liv fra ham. Det var det, den ville, men den fik ikke lov til at tage det hele, blitzen, for han var stærk og der var hurtigt helende hænder omkring ham.

Han sætter sig i en solstribet stol overfor hende, lidt stift, som han nu kan. Hun ser op og smiler. Han smiler igen, selvfølgelig gør han det. Og bebrejder sig selv sin tavshed, for han ville så gerne sige noget. Sådan som han altid har gjort. Ikke højrøstet og pralende, sådan er han ikke, bare en stille bemærkning med et lille bid, lige præcis nok til at indlede kontakten og få hende til at snakke. Det er det, han kan. Han kan mærke det. Han ved det.     

De sidder lidt. Mærker vel begge freden og den svage summen af aktiviteter i huset. Det gode hus. Der, hvor der er en vej frem og alting bliver bedre. Han ser mest nedad, på kaffen. Rykker lidt rundt i den bløde stol, puster på kaffen, ser skråt på hende og smiler igen. Hun smiler tilbage. Venter. Han ved, hun forventer, han vil sige noget, men at hun også ved, at det går langsomt, fordi han skal lede så længe først. Hun venter og venter og venter, selvom der ingenting kommer.    

”Nnnn,” siger han, ser op mod vinduet og vifter forklarende med hånden.

”Solen,” siger hun og drejer hovedet bagud mod vinduet. Så vender hendes ansigt tilbage, hun ser direkte på ham og smiler. ”Det er rigtig blevet forår.”

”Forår,” nikker han. Og ser væk.

Han sukker. Bemærker med et sin sammensunkne ryg og tvinger sig selv til at løfte hovedet. ”Ret dig op, knægt”. Sådan sagde hans far altid. ”Ret dig op, knægt, du går jo og synker sammen.” Og han gjorde som far sagde og rettede sig op og blev rank. En høj, ung mand, blev han. Stille, men skarp. Og rank. Det er det, der tæller.

Han retter sig så pludseligt op i stolen, at kaffen skvulper over. Han dækker pletten på bukserne med hånden og tjekker ud af øjekrogen, om hun så ham. Hun skriver med pegefingeren på sin telefon, hun så det nok ikke. Han siger ingenting. Hvad skulle han også kunne sige? Hun siger heller ingenting. Hun så det nok ikke. Det gjorde hun altså ikke. Hun lader sin tommelfinger glide over glasset. Som et kærtegn.

Endelig taler hun. Han ser op. Opmærksomt.

”Du er der. Derinde. Knivskarp. Det er ordene,” siger hun. Forsigtigt. Prøvende.

”Væk,” siger han. ”Væk.”

”Sådan var det også for mig dengang. Jeg vidste godt, at det her, det kan jeg godt sige noget om. Jeg forstår, hvad de siger. Jeg ved, jeg kan. Jeg plejer at kunne og nu kan jeg ikke. Jeg kunne ikke formulere mig. Ordene …”

Han ryster på hovedet. Smiler lidt forlegent. Ikke nok til at skjule sørgmodigheden. Den fylder for meget, ikke mindst når man taler om det. Dét.

Han vil så gerne, vil så gerne kunne forestille sig, bare forestille sig, mere kræver han ikke, livet når det er rart. Og varmt. Og fredfyldt. At være til stede. Sammen med nogen. Bare være til stede og man skal ingenting og ordene flyder let og der er varme og lys og der er glæde og omsorg og kærlighed og … styrke. Det er styrken, han mangler. Og ordene. Styrken han før fik af kaffen. Han nipper til kaffen, men den giver ham ingenting. Intet. Nada. Niente. En bitter eftersmag, men ingen vinger. Ingen ord. Ingenting.

”Det bliver bedre,” siger hun.

Han vil så gerne kunne tro hende, men troen er væk. Sammen med ordene. Væk.

”Det føles så … sært,” siger hun. ”Og forkert.”

”Ord,” siger han.

Han taber hagen lidt ned mod brystet. En hånd gestikulerer, helt af sig selv. Han kniber øjnene sammen, hans mund er lidt åben, men der kommer ingenting ud af den. Der er bare tågen i hans hoved. Tågen, der indtog ham efter blitzen, og blokerede alt. Alt. Han ser arrigt ned på sin kaffe, den giver ham jo ingenting. Ingen styrke. Han savner sin styrke. Alt det han kunne, dengang lyset fyldte hans liv. Før alting blev sort og han vågnede og det sorte kun langsomt blev til tung, mørkegrå tåge, der trægt fortrak sig, og hans hjerne var så hårdt såret, at det gjorde ondt. Både at tænke på og at udstå. Tågen. Den må godt snart gå væk.

”Engang,” siger han og fniser.

Og han ved ikke, at det hun ser nu, er en dreng, en helt ung mand, der vil det hele, men endnu kan for lidt.

Så går hun. Han sidder alene tilbage. Han kan se solen fra vinduet, men den når ham ikke. Der er bare tåge. Den dumme, dumme grå tåge i hans hjerne, der dukker op hver gang, han forsøger at sætte den i gang. Han sukker og rejser sig. Og sukker igen. Så går han, lidt langsomt og ludende, derhen hvor han kan bliver bedre. Der, hvor han skal arbejde for at blive bare en lille smule som dengang, han bare var. Uden svagheden. Uden bekymringerne. Han orker det ikke, men han gør det. Hvordan skulle han kunne lade være, når det er hans eneste chance for at få bugt med tågen.

Derhjemme er hans kone. Hun er så mild og omsorgsfuld, men også lidt træt. Der er så meget, hun skal. Det var altid ham, der var den stærke, dengang. Nu er det hende, der ordner det hele, for han er så træt og hans krop er tung og det er ligesom om den ingenting vil. Hun stryger ham over kinden og lyser. Han ser det, lyset, og smiler. Han mærker sine mundvige trække opad, meget mere end de har gjort længe, og det er som om lyset kommer fra hende, det er hende, der lyser, og tågen trækker sig tilbage, bare for et kort øjeblik.

”Var det hård træning?” spørger hun og han nikker og rækker armen frem og han får fat i hende og går et skridt frem. Mod hende.

”Er du dårlig?” spørger hun, lidt forskrækket, men han smiler og trækker hende ind mod sig, lægger sin kind mod hendes og det bobler inde i ham, selvom ordene ikke vil ud.

”Lys,” mumler han ind mod hendes hals. ”Lys.”

”Lys?” spørger hun. ”Hvad mener du?”

”Lys … Du er … lyset.”

Og hun smiler og krammer ham og der er nærhed og kærlighed og tågen er der stadig, men der er lys derude, langt væk, der kan bryde igennem den. Han ved det. Han ved det.

”Jeg har sat kaffe på,” siger hun og han slipper hende. ”Der er Figaro på cd’en, dine hovedtelefoner er sat i.”

Og han ved, lyset bliver i nærheden, et sted i periferien. Det er jo et sted derude, lyset, men hver gang han vender sig for at se det, smutter det væk. Forsvinder. Når han sidder der i stuens bedste lænestol og der lavt lys gennem ruden og musikken er glad og kærlig, så kan han mærke han … måske … bliver lykkelig igen. En dag. En dag.

FacebookTwitterGoogle+Del
This entry was posted in Ord. Bookmark the permalink.

Skriv et svar