Æbleskiver

I mit barndomshjem spiser man æbleskiver lillejuleaften. Hjemmelavede, selvfølgelig, altid hjemmelavede. De akkompagneres af hjemmelavet brombærmarmelade og min fars ord: "Lillejuleaften, må jeg banke på din dør? Lillejuleaften, da er kagen aldrig tør."

Hjemmebagte æbleskiver

Hvad blev der egentlig af hjemmelavede æbleskiver? Uanset hvor man står og går i december får man serveret kuglerunde, pap-agtige tingester, som man er nødt til at overdænge med marmelade og sukker, fordi de smager af pap. Der hvor jeg kommer fra, smager æbleskiver af æg, kærnemælk, smør og et lille strejf citronskal! Hvis man har glemt, hvordan hjemmelavede æbleskiver smager, bør man unde sig selv at bage nogen. 

I nogle år bagte jeg julens æbleskiver på en arvet støbejernspande. Sådan en totalt retro firkantet ting med ni huller og buet bund. Den vejer cirka et halvt ton og er desværre meget svær at regulere varmen på, i hvert fald over et trinløst gasblus.

Så – nu bager jeg julens æbleskiver på en identitetsløs, elektrisk æbleskivebager, men den bager jævnt og de bliver gode, gør de! Vi har haft både børn og unge på besøg, der stirrede måbende på æbleskivepanden, sagde 'Kan man virkelig bage sådan nogle selv?' og syntes det var sjovt at prøve – og det er bestemt ikke dårligt med hjælp til æbleskivebageriet, for det tager tid at bage æbleskiver :-)

Opskriften er helt simpel og fra 'God mad Let at lave' Jeg laver dobbelt portion, så er der rigeligt med æbleskiver til fire personer i flere dage. Det tager en god time at bage dobbelt portion.

240 g mel
1 tsk reven citronskal
½ tsk natron
1 spsk sukker (kan udelades)
Et lille drys salt
4 dl kærnemælk
3 æg
50 g smeltet smør

Alle ingredienser bortset fra æggehviderne piskes sammen. Piskede æggehvider røres i. Æbleskiverne bages, de skal være mørkebrune, men ikke sorte.

De smager dejligt som de er, men kan piftes op med et lille stykke æble i hver 'skive' inden man vender dem. Kan spises med marmelade (brombærmarmelade er toppen) eller sukker. Er man ikke vild med sukker, er de også lækre med peanutbutter eller cashewnøddemos (prøv det!)

Posted in Livet | Tagged æbleskiver, hjemmelavet, juletraditioner, lillejuleaften | Leave a comment